Burmester

Burmester

Det tyskklingende navn har sin årsag. Handelshuset blev oprettet i London i 1730 af John Nash og Henry Burmester, hvor den sidste altså har lagt navn til. Den vidtforgrenede Burmester-familie stammer oprindeligt fra Tyskland, og navnet er en forvandling af titlen Bürgermeister. Firmaet flytter snart til Vila Nova de Gaia og fra 1750 udskiber det også portvin.

Familiens historie i Portugal er lang og indviklet og byder bl.a. på en flugt i eksil i Spanien under 1. verdenskrig, hvor Portugal stod på Englands side i krigen mod Tyskland. Huset var faktisk familieejet helt frem til 1999, hvor det først overgik til Amorim og i 2005 til Sogevinus, som også står bag huse som Cálem, Kopke og Barros.

Lageret i Gaia ligger lige på venstre hånd, når man kommer over broen fra Portosiden. Burmester ejer Quinta De Arnozelo, som ligger i Douro Superior og lægger navn til en Single Quinta Vintage. De tidligere quintaer, Quinta Nova de Nossa Senhora do Carmo og Quinta de São Cibrão, forblev i Amorim-familiens eje. Huset er i Danmark især kendt for sine mange colheitas og sine tawnies med alder.

Læs mere her[:]