Fonseca

Fonseca

Fonseca blev grundlagt i 1815, og i 1822 blev Manoel Pedro Guimaraens partner i firmaet bag. Om ham fortæller historien, at han under broderkrigen om kongedømmet måtte flygte til London gemt i et portvinsfad. Herfra udviklede han så importen af portvin.

Guimaraens-navnet har siden været tæt tilknyttet firmaet. Det gælder også i dag, selv om ejerskabet er overgået til The Fladgate Partnership, der også står bag Taylor. Husets chefwinemaker er David Guimaraens, som fulgte efter sin far Bruce Guimaraens. Faktisk er husets vintage lavet af kun fire personer siden 1896. Først Frank Guimaraens, derefter Dorothy for et enkelt år og så altså Bruce og David, som begge har gæstet klubben.

Husets mest kendte quinta er Quinta do Panascal ved Tavora-floden, som også leverer en Single Quinta Vintage. Druerne til den almindelige Vintage samt andenvinen Guimaraens kommer endvidere fra Quinta do Cruzeiro og Quinta de Santo António i Pinhão-dalen, som begge blev købt i 1970´erne, men længe inden havde leveret til Fonseca.

Selv om huset er et udpræget vintagehus, produceres også tawny med alder samt en kendt reserva kaldet Bin 27.

Læs mere her[:]