Portvinstyper

Overordnet og forenklet kan man opdele portvin i to hovedtyper: De røde flaskelagrede og de brune fadlagrede. Dertil kommer hvid og rosé. I hver hovedkategori findes forskellige varianter og kvalitetsniveauer – fra de mere industrifremstillede til de udsøgte vine baseret på udvalgte druer fra de bedste år.

Hvid

Fremstillet på grønne druer og lagret i 2-3 år på store fade. Aftappes drikkeklar. Fås i såvel tørre som søde udgaver. Førstnævnte kan benyttes afkølet som aperitif, mens sidstnævnte – ofte kaldet Lágrima – er gode til søde desserter. Tør hvid port kan også bruges i drinks – fx sammen med tonicvand og et mynteblad.

Hvid med årgang

Enkelte huse har specialiseret sig i at gemme hvid port som de røde colheitas. Fadlagret hvid port vinder farve og karakter med årene.

Rosé

Nyeste produkt i portvinens verden. Bruges som aperitif og i drinks. Lanceret med intentionen om at vinde nye forbrugere blandt kvinder og unge.

Ruby

Lagrer 2-3 år på store fade eller ståltanke. Rubinrød i farven – deraf navnet. Fyldig med god frugt. Vinder ikke ved flaskelagring.

Ruby reserva

Lagrer længere tid på fad end almindelig ruby, ofte gerne 5-7 år. Derfor mere karakter, men stadig med kraftig frugt. Blev tidligere også kaldt for Vintage Character.

Late Bottled Vintage (LBV)

LBV er, som navnet siger, lagret længere tid (4-6 år) på store fade end vintage, hvilket modner vinen og gør den drikkeklar. Er årgangsbestemt, så der kun benyttes druer fra samme år. Fremstilles almindeligvis i de år, hvor der ikke deklareres vintage. Ofte god kvalitet for pengene. Fås både som filtreret og ufiltreret, hvor sidstnævnte vil udvikle sig yderligere ved flaskelagring og samtidig bør dekanteres.

Crusted Port

Kaldes således på grund af bundfaldet (crust). Crusted Port er et blend af vine fra to eller tre årgange og som er lagret i træfade op til 2 år og herefter flasket uden filtrering. Derfor minder Crusted Port meget om Vintage Port. Eneste signifikante årstalsangivelse på flasken er året, vinen  kom på flaske. Crusted Port er ofte ‘value for money’, også kaldet den ‘fattige mands Vintage Port’.

Vintage

Af mange regnet for den fornemmeste kategori. Fremstilles af en blanding af druer fra forskellige marker og quintaer, men fra ét og samme år. Deklareres kun i de bedste år, hvor vejr og høst har været optimal, hvilket gerne sker 3-4 gange på et årti. Fadlagres kun 2 år, hvorefter den kan lagre på flaske i mange år. Skal dekanteres.

Tawny

Fadlagres i 2-5 år og derefter drikkeklar. Brunlig i farven fra træfadet – deraf navnet. Gode til desserter eller afkølet som aperitif. Billig almindelig tawny kan være en blanding af hvid og ruby.

Reserva

Som ved ruby findes også tawnystilen i en ekstra lagret udgave med 5-7 år på fade. Mere udviklet og mere karakter.

Tawny med alder

Fås som 10 års, 20 års, 30 års og 40 års tawny, hvilket dog ikke angiver den præcise alder på vinen. Der er tale om en blanding af vine, der har lagret i et forskelligt antal år, så sammensætningen får den karakter, som portvinshuset gerne vil have. En tawny med alder smager altid ens og er drikkeklar, når den er aftappet. Hvor englænderne traditionelt foretrækker vintage, er portugisernes favorit tawny med alder.

Colheita

Colheita betyder høst. Som flaskelagret vintage er der tale om vin fra ét og samme år. Men en colheita skal lagre mindst 7 år på små fade og gerne mere. Jo flere år, des mere udviklet. Derfor er den angivne tappedato vigtig. Colheita er drikkeklar, når den er aftappet, men flere mener, at de vinder yderligere ved flaskelagring.

Nyeste indlæg

  • 20 & 30 års Tawny
    Årets traditionsrige julesmagning har som altid Tawny på programmet. Denne […]
  • Vintage 1977
    Toppen af Poppen. Det bliver ikke meget større, når vi skal smage […]
  • Dalva smagning
    Første klubsmagning efter sommerferien bliver med huset Dalva, og vi er […]

Arkiver