Gyldne dråber fra Dalva

Efterårets første smagning var med huset Dalva og omfattede især fadlagret portvin, men også en enkelt vintage. Smagningen fandt sted onsdag den 20. september på vores nye mødested, Restaurant UBN i Asylgade i centrum af Odense – et skift som de fleste vist var tilfredse med. Samtidig var der blevet indkøbt flere glas, så hver vin fik sit eget glas og dermed mulighed for at kunne udvikle sig i glasset.

Som det heldigvis sker med jævne mellemrum – og ikke kun til Winemakers Dinner – havde vi en gæst fra Portugal, idet Isabel Abreu Lima fra Dalva deltog og kommenterede årgange og vine undervejs. Isabel er forholdsvis ny i firmaet og arbejder bl.a. med digital markedsføring. Hun afløste Elsa Couto, som desværre måtte melde afbud, da hun var travlt optaget med at arrangere Gran Cruzes 130 års jubilæum, som fandt sted få dage efter smagningen. Vi ønsker tillykke.

Dalva og Gran Cruz (alias Porto Cruz) ejes i dag begge af franske La Martinquaise og supplerer hinanden fint, da det førstnævnte er et mindre kvalitetsmærke, hvorimod Porto Cruz i højere grad er kendt for kvantitet.

Dalva blev grundlagt i 1862 og havde forskellige navnekonstellationer frem til 1957, hvor Clemente da Silva overtog hele firmaet og omdøbte det til C. da Silva. Men da der var mange andre med det efternavn i portvinsbranchen, valgte Clemente i stedet at navngive huset for Dalva som en sammentrækning af ”da” og ”lva” i Silva. Huset er især kendt for sine fadlagrede portvin herunder den flotte serie af Golden Whites, som er baseret på udvalgte fade med hvid portvin. Der udvælges kun en årgang i hvert årti, som så flaskes og sendes på markedet. Foreløbig er udsendt årene 1952, 1963, 1971 og 1989, hvoraf tre var på programmet til smagningen

Foruden Golden Whites omfattede smagningen Dry Whites, Colheitas og White Colheita samt altså en enkelt Vintage. Der var umiddelbart ingen vine med fejl, men dog lidt flaskevariation.

Efter smagningen blev der afgivet point efter 100-point skalaen, hvilket gav følgende samlede resultat med pointgennemsnit (afrundet til kun en decimal) i parentes:

  1. Golden White 1971 (94,1)
  2. Golden White 1963 (92,9)
  3. Colheita 1982 (91,7)
  4. Colheita 1990 (91,0)
  5. White Colheita 2007 (90,5)
  6. Golden White 1989 (90,5)
  7. Colheita 2000 (88,3)
  8. Dry White 40 års (87,6)
  9. Colheita 2004 (86,9)
  10. Vintage 1994 (87,1)
  11. Colheita 1995 (87,0)
  12. Dry White 10 års (83,6)

Det var altså – ikke overraskende – de to gamle Golden White, som fik højest score, efterfulgt af de ældste Colheitas. De tørre hvide delte vandene, idet de fik høj score af nogle, men mindre af flere. Generelt var der dog pæne point til alle. Laveste gennemsnit på 83,6 er jo stadig er en god vin, der ligger over gennemsnit, hvis man tager afsæt i Parkers beskrivelse.

Der var ikke den store forskel på pointgivningen de to hold imellem, men generelt var hold A lidt mere gavmild end hold B. Begge havde Golden White 1971 og 1963 på henholdsvis 1. og 2. pladsen, men hold A havde Golden White 1989 på 3. pladsen, hvor den ”kun” opnåede en 5. plads hos hold B. Her kan lidt flaskevariation have spillet ind.