2011.11.11: Resumé på Facture House smagningen

 

Fredag d. 11/11-11 var vi samlet 17 af vores medlemmer, og derudover havde vi endnu engang fornemt besøg fra Porto, idet Market Manager Gustavo Devesas fra Symington som den 18. deltager lagde vejen forbi Den Fynske Portvinsklub.

Anledningen var vores udgave af Factory House´s  200 års jubilæumssmagning, hvor vores portvinsbrødre i Porto  skulle markere tiden, hvor portugiserne og englænderne genvandt Portugal og Porto efter at de franske styrker havde besat landet. I 1807 indtog Napoleon Portugal, men blev altså fordrevet 4 år senere, hvilket betød at englænderne igen kunne frekventere deres ”Factory House”. Det markerede de dengang 11 medlemmer med en festdag d. 11/11-1811, hvor man kl. 11.00 mødtes for at spise 11 retter og dertil nyde 11 vine.

Seancen blev gentaget i 1911 og igen i 1961, og nu 200 år efter var det Den Fynske Portvinsklubs altid hjælpsomme Dominic Symington, der skulle stå for dagens arrangement på Factory House.

Det åbnede op for visse muligheder og fordele, og kl. 11.00 var vi derfor samlet i Odense for, sammen med Porto, at fejre denne dag. Sytten mand stod forventningsfulde klar kl. 11.00 og ventede på Gustavo, men en misforståelse gjorde at vi måtte begynde dagen uden.

Vi bød hinanden velkommen med ”Champagne og Blinis m/  lakserogn, creme fraiche og rødløg.

Derefter bød dagens arrangører Per og Henning velkommen til bords, hvor en 4 retters menu ventede.

Forret:               Jordskokkeflan med trøfler og sprøde jordskokker, hertil letsaltet torsk, sværdfisk ravioli og porrecreme.

Dertil hvidvin fra Luberon i Rhone – Grand Marrenon 2009.

null

1. Hovedret     Braiseret svinekæber med portvinglace, hertil variation over græskar med et touch af vanilje.

Dertil rødvin fra Quinta do Pego 2005

null

2. Hovedret     Oksemørbrad med stilton sauce, hertil stegt kartoffel samt variation over løg og urter.

Dertil rødvin fra Pauillac – Château Pibran 2000

2 hovedret factoryhouse

Dessert             Ostetallerken med 3 slags oste, pærekompot og knækbrød.

Graham Tawny Port 1961

2 hovedret factoryhouseLige før ostetallerkenen blev sat på bordet dukkede Gustavo endelig op, og da han havde nydt sine oste og efterfølgende sin Tornedos (mens enkelte svage sjæle måtte i haven og trække ”frisk luft”), satte vi os ved nabobordet og indledte dagens smagning.

På Factory House skulle man samme dag ikke have en portvinssmagning, men eftersom vi ”nøjedes” med de 4 retter + velkomst, havde vi forsøgt at finde forskellige vintageportvin, der kom fra Factory House´s 11 medlemmer fordelt på 7 portvinshuse.

Programmet var som følgende og blev serveret i sæt af 2 som nævnt her:

Churchill 2000                                                          Factory House Bicentenary 1990
Fonseca 1980                                                            Warre 1980
Dow 1970                                                                Taylor 1970
Croft 1960                                                              Graham 1960

Det meget specielle ved denne smagning var vin nr. 2 ”Factory House Bicentenary 1990” er følgende:

Denne sjældne portvin er et blend af 1990 vintage fra de 7 nuværende medlemmer af Factory House – Churchill, Croft, Dow, Fonseca, Graham, Taylor og Warre. I 1990 var yderligere 3 huse med i medlemsskaren, og dermed er Cockburn, Martinez og Sandeman´ s vintage 1990 også med i vinen.

Ifølge Henrik Oldenburg har kun 10 huse erklæret vintage år i 1990, og et af dem er Graham med Malvedos. Mange af de andre har ikke officielt lavet vintage, så det her er altså med indhold af vintage fra et ”ikke erklæret vintage år”.

Vinen er selvfølgelig lavet for at mindes eller markere 200 – året for opførelsen af Factory House.

Som udgangspunkt skulle man mene, at når man blander toppen af 10 huses top- vin, kan det kun blive godt, men sådan er det ikke nødvendigvis siger Dominic.

Dominic har også gjort opmærksom på, at der så vidt han ved, aldrig har været sendt flasker ud af Factory House til smagning, og det gør vores 2 eksemplarer til noget helt unikt.

Udover at Dominic havde sendt 2 flasker af denne flotte vin, kunne vi glæde os over, at ikke én af dagens flasker havde fejl. En efterhånden sjælden glædelig oplevelse !

Vinene blev diskuteret på kryds og tværs og vi fandt hver især vores favoritter. Stemmesedlerne havde vi med vilje undladt til smagningen, men Graham 1960 markerede sig som et meget flot glas, der ikke blev dårligere af at få luft. Ekstra dejligt, når det nu også var en dansk aftapning.

Klokken ca. 17.30 – 18.00 forlod de sidste gæster dagens arrangement, og vi håber at smilene på vej ud af døren, betød en god 11/11-11 smagning og en fin hyldest til Factory House.

deltager Factoryhouse

Eventuelt materiale vedrørende smagningen og Factory House kan rekvireres ved henning@odensevinimport.dk

På bestyrelsens vegne

portvin logoPer Stenaa og Henning Borup Jensen

[:]