2014.02.14: Winemakers Dinner med Maynard´s

IMG_1787 lille

Hædersgæst ved årets Winemakers Dinner fredag den 14. februar var Álvaro van Zeller fra huset Barão de Vilar, som også lancerer sine portvine under navnet Maynard´s. Og det var netop sidstnævnte Álvaro havde med til smagningen, som blev efterfulgt af en dejlig middag i Restaurant Pasfall i Brandts Passage i Odense.

Barão de Vilar er et ungt portvinshus, dannet i 1996 af brødrene Fernando og Álvaro van Zeller, hvis familie ejede den fornemme Quinta do Noval frem til 1993. Ved salget måtte familien acceptere, at de ikke kunne sende portvin på markedet de næste fem år. Første vintage fra det nye selskab bærer da også årstallet 1996, idet vintage jo lagrer to år, inden den hældes på flaske og sendes på markedet. Siden er der produceret flere gange vintage og med udmærket resultat. Men det er så afgjort med fadlagret portvin, at huset brillerer. Det gælder ikke mindst deres mange gamle Colheitas, fremstillet på basis af fade, som opkøbes på mindre quintaer rundt om i Douro, lagres og blandes med vin fra andre fade.

IMG_1786 lille

Álvaro van Zeller havde såvel Vintage som Colheita med, da han gæstede The Vintage Port Club. Smageprogrammet omfattede følgende vine fra Maynard´s, listet i den rækkefølge de blev serveret:

Hvid Colheita 2003

Colheita 2001

Colheita 1988

Colheita 1982

Colheita 1977

Colheita 1973

Colheita 1970

Colheita 1963

Colheita 1951

Colheita 1939

Vintage 2011

Vintage 2007

Vintage 2004

Især de helt gamle Colheitas fra 1939, 1951 og 1963 vakte begejstring, men også Colheita 1982, som altid er populær, når den er med på smagninger i klubben. Den hvide Colheita fra 2003 var en meget positiv overraskelse. Álvaro fortalte da også, at de har flere hvide Colheitas på vej fra årene 2006, 2007, 2009 og 2010. Det skal blive spændende at følge dem, når de er klar til at komme på flaske. De tre Vintage var endnu unge, men med fint potentiale. 2007 dog overraskende åben.

IMG_1792 lille

Der blev denne aften ikke stemt om vinene.

Den efterfølgende middag var kreeret af Pasfall ud fra vine, som Álvaro van Zeller havde bestemt.

Forret: Koldpocheret torsk, sprødstegt torskerogn, toast og syltede urter. Solar das Boucas Vinho Verde 2012

Hovedret: Kalvemørbrad med braiseret skank, cremet selleri, saltbagt selleri, svampe og god trøffel sky. Quinta de Zom Douro tinto 2009 og CV Curriculum Vitae Douro 2010, lavet af Álvaros fætter, Cristiano van Zellers fra Quinta Vale D. Maria og winemaker Sandra Tavares.

Oste: Udvalg af oste med god kompot, fladbrød & grillet brød. Maynard´s Vintage 2004.

Dessert: Karamelliseret æble puré, yoghurt kys, sorbet, syltet æbler & kraftig chokolade ganache. Maynard´s 20 års Tawny

IMG_1797 - lille

Alt i alt en vellykket smagning og dinner, som man forlod med godt fyldte maver. Tak til Thomas Pasfall, importør Marco Andreis fra Viniportugal samt ikke mindst Álvaro van Zeller, som sluttede med at dele en lille gave ud til alle i form af et lille cigarglas med Colheita 1934.

 

[:]