Roy´s Top 12

I 2007 og igen i 2012 testede den amerikanske portvinsekspert og stifter af For the Love of Port, Roy Hersh, et dusin store Vintage portvine, som han beskedent kalder ”Top 12”. Der er ikke tale om de bedste eller dyreste portvine, han har smagt, men en række med stor kvalitet, bredde og variation, som alle repræsenterer de kvaliteter, vi holder så meget af – og som ikke mindst skulle være forholdsvis tilgængelige i handelen.

Fredag den 5. oktober 2018 fik klubben mulighed for at smage de 12 store Vintage Port sammen med Roy Hersh, som kommentere vinene og øste af sin store viden på området.

Listen og dermed smagningen omfattede følgende vine: Graham´s 1966, Fonseca 1970, Taylor 1977, Dow´s 1980, Cockburn 1983, Fonseca 1985, Croft 1991, Taylor 1992, Quinta do Vesuvio 1994, Quinta do Noval 1997, Niepoort 2000 og Portal 2003.

Det blev en dejlig og lærerig i aften i selskab med den store portvinsekspert, som også havde roser til klubben og Danmark generelt for vores store entusiasme, hvad angår kvalitets portvin. Den møder han ikke i samme grad andre steder i verden – ej heller i Portugal eller USA, fortalte han.

Det er i øvrigt ikke første gang, at Roy Hersh gæster klubben. Han var også blandt de inviterede gæster til vores store 1994 smagning tilbage i 2014, hvor vi fejrede klubbens 25-års jubilæum. Og han har allerede efter smagningen udtrykt ønske om, at det heller ikke bliver sidste gang.

Efter smagningen blev der stemt om vinene. Det samlede resultat bærer desværre præg af, at der var lidt flaskevariation og enkelte skæve flasker. Fonseca 1970, Taylor 1977 og Noval 1997 fik f.eks. pæne point ved to borde, men ikke ved det tredje, som havde en uheldig flaske, hvilket trækker den samlede score ned, ligesom der generelt var problemer med Cockburn 1983.

Det samlede resultat, med angivelse af placering ved de tre borde i første parentes, blev:

1 (1,2,1) Graham´s 1966 (95,95)

2 (3,3,3) Fonseca 1985 (94,64)

3 (4,4,5) Taylor 1992 (94,14)

4 (5,5,2) Quinta do Vesuvio 1994 (94,12)

5 (7,7,6) Niepoort 2000 (92,87)

6 (12,6,4) Taylor 1977 (92,18)

7 (2,1,12) Fonseca 1970 (92,06)

8 (10,9,7) Dow´s 1980 (91,07)

9 (8,8,11) Portal 2003 (90,24)

10 (9,10,10) Croft 1991 (89,01)

11 (6,12,8) Quinta do Noval 1997 (88,21)

12 (11,11,9) Cockburn 1983 (86,32)

Som det fremgår, blev der generelt givet meget høje karakterer til vinene – og helhedsindtrykket var da også, at det var en udmærket smagning.